NærHeden er en stor succes
Den nye bydel i Hedehusene er blevet en stor succes. Oprindelig var det planen, at området skulle udvikles over en periode på 25-30 år. Nu ser det ud til at ske på den halve tid. Alle byggefelter er solgt, og boligerne skyder op af jorden. Flere og flere vælger at flytte til Hedehusene.
Succesen er ikke kommet af sig selv. For NærHeden er et resultat af grundig planlægning. Vores vision var klar. Vi ville skabe rammerne for den nemme liv, tæt på naturen og med et stærkt fællesskab. Vi ville bygge fremtidens forstad.
Og vi viste omverdenen, at vi selv troede på projektet. Det at kommunen gik foran, og selv investerede i springcenter og læringshus har været afgørende for succesen. Det har overbevist investorer om, at det var værd at investere i NærHeden.
Men formålet med NærHeden er ikke ”kun” at skabe fremtidens forstad. Det er først og fremmest at skabe et stærkere Hedehusene. Fuldt udbygget vil NærHeden nemlig betyde, at Hedehusenes indbyggertal bliver fordoblet. Det skaber grundlaget for et meget stærkere og mere varieret forretningsliv på Hedehusene hovedgade – og naturligvis også for et endnu stærkere foreningsliv.
Broen binder byen sammen
Forudsætningen for at det skal lykkes, er naturligvis, at Hedehusene og NærHeden bliver bundet godt sammen. Det har været et vigtigt fokusområde i hele planen. Det grønne loop er med til at sikre dette. Helt afgørende er dog den nye bro, der binder byen sammen. Derfor har det været vigtigt for os fra start, at vi fik den bygget så tidligt som muligt.
Og da vi fik valget mellem en helt almindelig flad betonbro og den smukke skråstagsbro, var vi ikke i tvivl. Vi valgte skråstagsbroen, selvom den var dyrere. For med den kunne vi få et smukt vartegn for hele Hedehusene og samtidig et symbol på integrationen af ny og gammel by.