Om mig

Taastrup-dreng med stort T

Har du nogensinde hørt om en ost, der hed Madsens Brie? Formentlig ikke. Ældre Taastrup-borgere kan dog huske den. Osten blev produceret i et lille osteri på Taastrup Hovedgade. Og producenten var … min morfar!

Sådan startede min families forbindelse til Taastrup. Min mormor og morfar flyttede nemlig fra Frederiksberg til Taastrup for at lave osteriet.

Senere da min mor og far havde mødt hinanden og skulle stifte familie, var det nærliggende at bosætte sig i Taastrup. Så det gjorde de. I et lille rækkehus på H.P. Olsens Vænge.

Opvækst

Senere byggede de det hus, der for alvor blev mit barndomshjem på Hegnstoften. Der bor de iøvrigt stadig.

Efter et 4 års ophold i Belgien, hvor min far arbejde for EF-kommissionen (nu EU-kommissionen), startede jeg i 4. klasse på Taastrup Realskole. Selv efter tiden var det en skole med en relativt hård disciplin, men jeg har altid været bogligt minded, så jeg klarede mig godt.

Efter skolen kom jeg på Høje-Taastrup Amtsgymnasium (nu HTG), hvorfra jeg dimitterede i 1986. Derfra gik turen til Danmarks Tekniske Højskole og i 1992 kunne jeg kalde mig Civilingeniør.

Arbejdsliv og Politik

Erhvervsmæssigt har arbejdet som udviklingsingeniør hos Thrane & Thrane, hos Danica Biomedical og hos Nokia Mobile Phone indtil jeg 1. januar 2006 kunne kalde mig borgmester i Høje-Taastrup.

Den politiske interesse startede tidligt. Allerede som teenager var jeg aktiv i Konservativ Ungdom. I 1989 var jeg første gang opstillet til kommunalvalget, og det lykkedes mig med 110 stemmer at blive valgt. Jeg er efterfølgende blevet genvalgt til byrådet ved alle valg, så jeg kan faktisk fejre 32-års jubilæum som byrådsmedlem når året er omme.

Private Michael

Privat bor jeg alene i et parcelhus i Taastrup. Jeg er desværre aldrig blevet gift – og har heller ikke haft fornøjelsen af at få børn. Men jeg har den sødeste og skønneste kæreste. Hun hedder Ida.