Vi tager ansvar for klimaet
Høje-Taastrup Kommune har i mange år været i front i klimakampen. Men vi hviler ikke på laurbærene. Vores nye klimaplan viser vejen til netto-nuludledning i 2050. Det sker med 50 konkrete indsatser primært indenfor temaerne energieffektivisering, varmeforsyning, elforsyning og transport.
Klimaplanen er udarbejdet i overenstemmelse med rammerne for DK2020, hvor 20 danske kommuner – herunder Høje-Taastrup – er blevet udvalgt til at deltage. Formålet med DK2020 samarbejdet er netop at sætte gang i implementeringen af Parisaftalens mål i Danmark. DK2020 samarbejdet er iværksat af Realdania, C40 og den grønne tænketank Concito.
Det er ikke nyt, at vi tager ansvar for klimaet i Høje-Taastrup. Vi kan faktisk godt være vores resultater bekendt:
- Vi har skåret knap halvdelen af kommunens egen CO2-udledning væk over 9 år. Helt nøjagtigt har vi reduceret CO2-udledningen fra kommunens egne aktiviteter med 44% i perioden 2012 – 2019
- Knap en tredjedel af CO2-udledningen i kommunen som geografisk område er skåret være over 9 år. Helt præcist faldt CO2-udledningen med 36% i perioden 2008 – 2017
- De gode resulater er opnået i en periode, hvor der har været stor vækst i Høje-Taastrup. I perioden 2012 – 2018 steg befolkningstallet med 5% og i perioden 2010 – 2019 steg antallet af arbejdspladser i kommunen med mere end 9.000 personer
- Vi var den første kommune i Danmark, da vi i 2016 blev erklæret fuldt kompatibel med “Global Covenant of Mayors for Climate & Energy” (en international klimapagt for kommuner)
- Vi var blandt de første klimakommuner i Danmark. Klimakommuner var dem, der indgik aftale med Danmarks Naturfredningsforening om årlige reduktionsmål for CO2 udledningen på 2%
- Vi var først i Danmark som Klimakommune Plus. Her forpligtede vi os til en årlig reduktion på 3% + en række andre initiativer indenfor indkøb, energi, økologi m.m.
Men vi skal som sagt videre. Vi vil være Danmarks grønneste vækstkommune. Vi vil vise, at det kan lade sige gøre at have ansvarlig vækst.
Vil du vide mere. Så er her et link til vores klimaplan: