“Hakkebakkeskoven”

“Hakkebakkeskoven” er en af kommunens nyeste natur- og skovrejsningsprojekter. Navnet er helt bevidst i citationstegn, da vi endnu ikke har fået afklaret, om der er rettigheder til navnet, der krænkes, hvis vi bruger det.
Navnet vil imidlertid passe perfekt til det nye område, som ligger umiddelbart nord for Holbækmotorvejen – og umiddelbart vest for Sengeløsevej. Kommunen købte arealet for et par år sig. Det var oprindelig en landbrugsmark. Det areal kommunen foreløbig har købt er på 25 Hektar svarende til 35 fodboldbaner (det grønne areal på illustration til højre). Der er desuden option på et areal helt op til motorvejen (det blå areal), som kan sikre sammenhængen til Hakkemosen.
Planen er, at det skal kuberes – altså at der skal laves små bakker og dale, og at det skal hænge sammen med Hakkemosen. Derfor arbejdstitlen “Hakkebakkeskoven”. Vi har fået et visionsoplæg på udvikling af området, som tager højde for, at vi måske på sigt køber et endnu større areal (se illustrationen nedenfor). Om det kan lade sig gøre at realisere i fuldt omfang ved vi ikke – og det er vigtigt, at man kun ser illustrationen som en idé-skitse. Vi respekterer naturligvis fuldt ud den private ejendomsret!
Men selv hvis vi må nøjes med det allerede købte areal, vil det med tiden blive et fantastisk område, hvor vi kombinerer mere natur med endnu flere rekreative muligheder for borgerne.
I visionsoplægget beskriver det således:
“Skoven vil blive Høje-Taastrups nye samlingspunkt, hvor borgerne i nærområderne vil få en ny byskov med fokus på biodiversitet og bæredygtighed. Den ny skov vil understøtte Byrådets strategi ”Vild i HTK” og bygge på hjemmehørende arter og blomstereng med frø indsamlede i lokalområdet i samarbejde med Grennesminde.“
Det kan vi helt tilslutte os, samtidig med at det er vigtigt, at borgerne bliver inddraget i udviklingen af området.
